Hvordan livet er når man pludselig har fået en Øgle på to ben ind i huset.

torsdag, oktober 26, 2006


Far, jeg kalder på dig

Når Dicte bliver lagt i seng, får hun lov til at ligge et stykke tid med lyset tændt og læse (eller hvad hun nu finder på). Jan havde i går lagt hende og som han har sagt så mange gange før sagde han: Jeg kommer om 10 minutter og slukker lyset, ellers kald på mig når du er klar.

Efter et stykke tid begynder hun at råbe: Far, faaaar, faaaaaar......
Far kom ikke og for første gang hørte jeg hende råbe: Faaaar jeg kalder på dig....

Jeg kunne bare ikke lade være med at smile.

mandag, oktober 23, 2006


Pizza eller slikbutik

Hvilken af de to forretninger tror du Dicte kender til???

Da jeg hentede Dicte i vuggestuen i dag, fortalte Denise at de havde været ude og gå tur og var kommet forbi slikbutikken der ligger på samme vej som vuggestuen.

Denise spørger så Dicte: Hvad er det der ligger der inde??? Dicte sagde at det vidste hun ikke - om Denise ville fortælle det???..... Klogt nok gled hun let og elegant af på det spørgsmål - for når barnet ikke kender en slikbutik - så er der vel ingen grund til at lære hende om det vel???

Så gik de lidt videre og så siger Dicte pludselig: Denise - her ligger Pizzabutikken......

Barnet har altså kun været med nede og hente pizza der 3 gange :)) Denise gav mig dog ret i at de laver super pizza med kartofler og Rosmarin dernede.

Jeg håber der går lang tid før end Dicte forstår at man kan købe slik og is i slikbutikken, og at den der klokke der lyder hver torsdag (?) betyder at her kan du købe is ved bilen (Hjem-is)


Drageflyvning i Dyrehaven

Far og datter har vist fået en ny fælles hobby. Dragen er en Jan selv lavede sammen med sin morfar for minimum 15 år siden. Men den fungerede upåklageligt, og Dicte NØØØØØD det i fulde drag.




Og hvis i kigger godt efter kan i også se at forbi passerende syntes det var vældig underholdende at se Dicte styre dragen selv.

torsdag, oktober 19, 2006


Endnu en tur i Zoo

I sommer var vi jo i Jydeland og besøgte Berith som jeg jo kender fra Netdoktors babyklub.

I går gjorde hun og børnene gengæld og kom til Kbh og sammen med en stor del af de andre efterårsferierende børnefamilier besøgte vi Zoologisk Have.

For ikke at forvirre alle, så er den Dicte der er i brun Jakke min Dicte (er kun på det sidste billede) - den Dicte der er i lyserød jakke er Beriths - ligesom de to andre lækre unger (Daniel og Lærke) også hører til Berith.

Her er lidt stemningsbiller derfra



Dicte på tur alene...


Dicte bliver instrueret i bilens hemmeligheder af bror og søster


Lærke er ikke vild med at blive fotograferet, og gemmer sig bag moar...


Men det lykkedes dog at få et billede, og man er vist ikke i tvivl om det mødrene ophav her.


Dicte tjekker lige hende den underlige med kameraet ud...


Storebror Daniel, blev også fanget - han brokkede sig sidenhen over at håret ikke lige sad perfekt.


Dicte og Dicte hyggede mens de tjekkede lamaerne ud.


mandag, oktober 16, 2006


Aldrig set før

Dicte havde ikke sovet til middag i dag i vuggestuen. Hun havde hvilet sig stod der. Det betød at hun havde ligget i halvanden time og sunget :)

Det var dog tydeligt allerede på turen hjem at det var en træt pige. Den stod på hyl og skrig igennem hele gården og op af trappen.

Efter hun havde fået tøj af lagde hun sig på gulvet på sit værelse. Vi endte med at ligge på sofaen mens fjernsynet kørte. Og der faldt hun så i søvn. Over på vores seng og så sov hun ellers til vi forsøgte at lægge hende ind i hendes egen seng ved19 tiden. Så hun kom op og fik noget aftensmad inden hun fik tjekket noget af alt det nye legetøj hun havde fået af nogen af vores venners datter der ikke ville have det længere (bla. 3 tweenies dukker som nu ligger hos hende i sengen).

Vi havde frygtet lidt for hvordan det ville gå at få hende i seng - når hun nu havde fået en lur så sent.... INTET problem.

Stakkels pige hun har været træt.


Dicte for fuld udblæsning


Dicte skulle op og se tigrene fra udkigsposten.... men det afholdt hende ikke fra at holde øje med moren, når hun nu stod der med kameraet.

søndag, oktober 15, 2006


Fars briller

Jan fik fornylig nye briller (samme mærke som mine - og ret lækre - hvis vi selv skal sige det). Og efter han har fået dem er han begyndt at bruge sine briller noget oftere end før. Men han har stadigvæk svært ved at huske dem om morgenen for han kan jo i modsætning til mig godt fungere uden briller på.

Han har forsøgt at få mig til at huske ham på det (altså når vi om morgenen kysser farvel og jeg hvis jeg så ser at han ikke har briller så - så skal jeg huske ham på det..... problemet er bare - jeg ser ikke om han har briller på eller ej..... jeg ser faktisk mere at han har briller på, fordi det stadigvæk er så nyt at han bruger dem.

Men har har fået hjælp fra en lidt uventet front..... Dicte. Hun siger nu hvis han er på vej ud af døren uden briller på.

Senest i dag hvor de var på vej ned af trappen og jeg egentlig var på vej tilbage for at hente en "nødsut" så kom det fra pigen: Far har ikke sine briller på.... Super - dem tager jeg med på vejen.


Vi kom forresten i Zoo i dag - inden vi tog hjem til mine forældre. Desværre lukker de nu allerede klokken 17 - vi troede det var 18 - så vi kom lidt tidligere hjem til mine forældre.

onsdag, oktober 11, 2006


Dicte - en superbaby

Nede i vuggestuen har de fået en vikar som også var vikar i den vuggestue hvor Dicte startede oprindeligt.

Hun var så tilstede i morges da jeg afleverede. Vi fik en lille snak om dengang, og som jeg sagde: Dicte var jo til alt held ikke påvirket af den udskiftning der var af personale. Nej sagde hun så, men Dicte var jo også en superbaby - sådan en som alle gerne ville have op.

Se det luner en mors hjerte.

Jeg har siden tænkt over om det ikke også var selv samme vikar der da vi rykkede Dicte sagde at det kunne vi ikke "tillade" os, for hun havde det jo godt hvor hun var. Ja det havde hun - men hun har fået det endnu bedre hvor hun er nu - og det har hun fået at se med egne øjne.

tirsdag, oktober 03, 2006


Jeg savner mit barn

Jeg sidder netop nu i Belgien på et sikkert superlækkert hotel - men det er ligegyldigt for jeg kan ikke lige smutte ind til Dicte og se på hende og jeg har heller ikke fået det skønneste godnat kys. Jeg kommer heller ikke til at sove op af min egen personlige radiator og jeg får ikke Dicte ind i min seng i morgen tidlig når vi skal op.

En af mine nye kolleger (som sjovt nok kender en af mine gamle kolleger) undrede sig over at jeg ville sende Dicte i vuggestue de dage hvor jeg har fri nu (mandag og onsdag) forstod slet ikke at jeg det ville være hårdt arbejde at have hende hjemme en hel dag. Selvfølgelig er der ingen grund til at være ude af døren klokken 7.30 de morgener - men hvis jeg skal få bare en smule ud af mine fridage - så skal hun altså afsted.

Jeg elsker min datter - men jeg elsker også at have fri for hende.

mandag, oktober 02, 2006


Dictes nyeste sko

I går spenderede vi en stor del af dagen i Malmø, og blandt andet faldt vi over denne børnesko butik: Vincent
De havde mange lækre sko - og blandt andet også denne sko som vi endte med at købe.